Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Sad jeg alene?

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Det var før du kunne forsvinde.

Jeg er på den anden side af havet. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden.

Hvilken nat fulgte efter natten? Solens sind. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Altid er det dette langsomme blik.

Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Oppe på bakken. Derinde bag skoven. Oppe på bakken. Der hang figner henover udsigten.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Min ene pen er rød og den anden sort. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Der var noget som åbnede sig. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Glashænder. Et brev.

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Ikke søge ly i den flod. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Og vi vågnede. Mørket kaldte vi bare for mørket. Gennem hullet i hegnet.

Hvad tæller du til? Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Et brev. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Jeg skriver dagen igang, stille. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Skovene. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Jeg skrev mig vild i de dage. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Dine diamanter lyser i min mund.

Jeg læste dine linjer Hvor længe havde du drevet i vinden?

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Har vi de samme øjne? Når du siger mit navn, svarer min krop. Alting ligger bag alting. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. At forvandle dette rum til et andet. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.