Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Dine sætninger.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Giver det mening? Der var intet som skulle glemmes.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Lysene lyste. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Var det skovene du kom fra? Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Som nu i morges: Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Sætningerne er et hav. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Solens sind. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Bordet vipper. Der hang figner henover udsigten.

Jeg læste dine linjer Du siger noget om solen. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Det var før du kunne forsvinde. Hver dag gled med mig videre.Hver dag gled med mig videre. Hver dag gled med mig videre. Hver dag gled med mig videre. Hver dag gled med mig videre.

Rifterne. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Tågen i skovene i udsigten. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Enkelte stener, mens de prøver at fange en sløv støvet router. Gennem hullet i muren. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. Fuglene hang på den blå, blå himmel. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Muren omkring ordene. Over murbrokkerne. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Oppe på bakken. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.