Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Som nu i morges: Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Tågen i skovene i udsigten.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Og en anden dag: Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Træerne.

Det var ikke skovene jeg kom fra. Hvem var det, der skrev: Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Dine diamanter lyser i min mund. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. At forvandle dette rum til et andet. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Sådan noget. Som at læse glemte aviser. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Hvilken nat fulgte efter natten? Ikke glemme floderne i ørerne.

Jeg går bare og venter på den fucking sol. Glashænder. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Jeg var nøgen i de dage.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. At tale var blevet uoverskueligt. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Som at læse glemte aviser.

Og vi vågnede. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).