Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Det var dine læber. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Uforståelige sætninger at klæde sig i

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Tingene tøver. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. At forvandle dette rum.

Men noget blev i de tomme haller. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Min ene pen er rød og den anden sort. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Træerne.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Et udadvendt rum, et favnende rum. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Oppe på bakken. Har vi de samme øjne? Af alt det lysende, reflekterende, matte. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Blå. Jeg skriver dagen igang, stille. Det jeg kom fra.. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Grå. Jeg kyssede en vej ind i sindssygen. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Sætningerne er et hav. Dagene. Ugerne. Vennerne.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Du siger noget om solen. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

Giver det mening? Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Og vi vågnede.

Du lyttede til mit heftige hjerte, hvert ord er en sol, der ikke kan brænde. Provinsen og gågadens sange.Provinsen og gågadens sange. Provinsen og gågadens sange. Provinsen og gågadens sange.

Bøgerne kunne ikke åbnes, de var koder af sprog. Er du på den anden side?