Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Var der virkelig ild et sted? Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge?

Bøgerne hvilede omkring kaffen. Jeg skrev intet ned i den periode.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Var det skovene du kom fra? Jeg skrev intet ned i den periode.

Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Jeg læste dine linjer Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Det er wack! Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Farvede ordene milde. Stjernekontinent. Du kan være. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Ordene, små toppe af skum. Var det skovene du kom fra? Jeg skrev mig vild i de dage. Uforståelige sætninger at klæde sig i

Uforståelige sætninger at klæde sig i

For hvert lag af betydning i stenene. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Jeg læste dine linjer Asfalt. Ubeslutsomhed.

Stod imod, men gjorde intet. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Intet, jeg modtog intet.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Asfalt. Ubeslutsomhed. Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen.

For hvert lag af betydning i stenene. For hvert lag af betydning i stenene. Jeg skrev intet ned i den periode. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

En regning. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Sætningerne er det inderste af huden, fibre, muskler, blodsprængniger.

Rundt omkring stod bjerge af andres ord. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Sætningerne er et hav. Idealet, sagde den gamle hund, er en mumlende idiot ved daggry.