Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

At tale var blevet uoverskueligt. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Et brev. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Diamanterne. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Er du på den anden side af havet? Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Luften og jordens sange.

Jeg skriver natten i gang, stille. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Skriv mig ind i dine læber. Et genert rum, et intimt rum. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Du skrev breve til ilden, du skrev breve til dig selv. Jeg læste dine linjer Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Intimiteten i skriften

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Og vi faldt i søvn. Noter. Beskrivelser.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Der var noget som åbnede sig. Gennem hullet i hegnet.

Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Der var en flimren i skærmen, en stemme, der talte bag mørket. Dette langsomme blik imod stenene. Jeg læste dine linjer Noter. Beskrivelser. Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Var der virkelig ild et sted? De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Odense, Esbjerg, Roskilde.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Sådan? Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.