At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Kan jeg skrive sådan? Hver dag gled med mig videre. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Sådan er det. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Muren omkring ordene. Noter. Beskrivelser. Jeg forsvinder ikke.

På en mur. I horisonten lå en sort sky og skreg på de mindste detaljer. Sandet i mine tanker.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

Når jeg faldt i søvn, lå der altid en fælde tilbage fra dagen. Der var intet som skulle glemmes. På altanen faldt vi pludselig ind i en sætning: ”hvem, hvis jeg skrev, ville lytte blandt menneskets torden?” I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

I dagen var en nær stemme næsten vågen. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Og vi vågnede.

Kan jeg smile i dine sætninger? Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Rundt omkring de milde lysninger, sådan at gå dér alene blandt ord.

Jeg læste i aviser, i glemslen. Nu skriver jeg igen på det stille.

Og vi faldt i søvn. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Mørket kaldte vi bare for mørket. Jeg er på den anden side.

Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Ring til mig uden grund. Uforståelige sætninger at klæde sig i

Et brev. Det handler om overfladen. Min ene pen er rød og den anden sort. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.

Var det markerne du kom fra? At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg forsvinder ikke. Jeg tror, du havde glemt den der. Det handler om overfladen. Mørket kaldte vi bare for mørket. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Når du siger mit navn, svarer min krop. Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Havde du en sten? Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. Sidst, i morges.