Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Dine sætninger. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

På en rude. Der er en som har taget sin trøje rigtigt på.

Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger.Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger. Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger. Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger.

Vidste du det? Er du havet? Jeg forsvinder ikke. Trak du de yderste bjerge? Vi er en samtale bag øjnene.

Vi, hudløse. Jeg i den ørken. Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. Ved en sten: Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed. Som en anden nat, hvor alting var lol lol og hektiske skrig i det fjerne.Som en anden nat, hvor alting var lol lol og hektiske skrig i det fjerne. Som en anden nat, hvor alting var lol lol og hektiske skrig i det fjerne.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

At forvandle dette rum til et andet. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.

Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Brev i april. Stjernekontinent. Intimiteten i skriften At tale var blevet uoverskueligt. Vi bestiger bjerge og sejler på byernes yderste skælven. Det generte i skriften.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Nu ser du en sort kvadrat tegne sig et sted i det strømmende.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

Nede ved havet. Dette hurtige blik imod vandet. Gennem hullet i hegnet.

Var der virkelig ild et sted? Min krop vipper.

Sandøjne. Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.