Gik vi igennem bjerge af langsommelighed? Der var noget som åbnede sig. Hvad? Som nu. Var jeg? Øjne af regn fra det travle. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Kan jeg skrive sådan? Blå øjne mod den milde himmel. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Det gør ikke noget.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav? Sandet. Asfalt. Ubeslutsomhed. Rundt omkring stod bjerge af andres ord. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Der var noget der greb fat i øjnene, som lod dem fælde tåre til det lignede gråd.

Har vi forskellige øjne? Jeg kyssede en vej ind i sindssygen.

Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg sejlede i det pulserende, i de flydende drømme af sol.

Nu ser du en sort kvadrat tegne sig et sted i det strømmende. Hvem var det, der skrev:Hvem var det, der skrev: Hvem var det, der skrev: Hvem var det, der skrev: Hvem var det, der skrev: Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv.

Jeg sejler: alting sejler!

Muren omkring ordene. På altanen faldt vi pludselig ind i en sætning: ”hvem, hvis jeg skrev, ville lytte blandt menneskets torden?” Sætninger talte igennem den syngende vind, kys mig, kære vind, kys mig igen. Bagefter sad jeg i timer og læste. Du foldede dig ind i mine ord.

Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid. Intimiteten i skriften. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Under lillahimlens hvælv.

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Hvad skulle glemmes? Var jeg stille? Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. Uforståelige sætninger.

Det er bare. Alting ligger bag alting. Det er bare.Det er bare. Det er bare. Det er bare. Det er bare.

Sammen lå vi og kortlagde: Dagene. Ugerne. Vennerne. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Når du siger mit navn, svarer min krop.Når du siger mit navn, svarer min krop. Når du siger mit navn, svarer min krop. Når du siger mit navn, svarer min krop.