Du skrev ikke længere. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Af alt det kroppen også er. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Jeg har skrevet et kort til dig. Zeitgeist. Shit. Show.

Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. Var dine drømme imellem læber? Og vi vågnede. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Jeg var nøgen. Snestorm. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Sad jeg alene? Uforståelige sætninger at klæde sig i Og ord.

Stjernekontinent. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Aftenens mørkning, lysene i byen, alting sover, alting gror. Den højrenationale himmel. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Af alt det lysende, reflekterende, matte.

At forvandle dette rum til et andet. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Provinsen og gågadens sange.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Sidst, i morges. Du skrev ikke længere. Uden grund.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. I den periode: udsigten, stilheden. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

Hvad skal vi stille op i denne binære verden, my dear. Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig.

Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Lyset afventer afgang. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Meningsfulde dage med noter, betragtninger. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste.

Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt. Ensomheden i linjernes fald. Ikke glemme. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Sætninger talte igennem den syngende vind, kys mig, kære vind, kys mig igen.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Når du siger mit navn, svarer min krop. Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Bøgerne tegnede deres egen retning.