Dine diamanter lyser i min mund.

Her er dagen allerede langt foran mig. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Bordet vipper. Ordene, små toppe af skum. Luften og jordens sange.

Markerne, du? Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Nordlysets sitren i din stemme. Jeg var i din krop, og du?Jeg var i din krop, og du? Jeg var i din krop, og du? Jeg var i din krop, og du? Jeg var i din krop, og du?

Mørket kaldte vi mørket. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Stjernekontinent. Jeg fandt en linje et sted under min reol.Jeg fandt en linje et sted under min reol. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger. Blæste det virkeligt? Der var noget som åbnede sig. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Under murbrokkerne.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Jeg går bare og venter på den fucking sol.

Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Rifterne. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Lysene lyste. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Som at skrive i koder.

Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Det handler om overfladen. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

Ok, svarede du. Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. Jeg skrev intet ned i den periode. Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn. Kan jeg smile i dine sætninger? Det dybeste af alt er huden?

Var det bare regnen? I bussen skrev jeg en sms til dig.
 
Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Jeg skriver dagen igang, stille. Sandet. At lytte gav ikke længere mening.