Uforståelige sætninger at klæde sig i. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Grå. Farvede ordene milde. Som nu i morges: Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Er du på den anden side af havet?

Og vi vågnede. På et stort stykke hvidt papir. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Farvede et sår i dit første ord.

Jeg og dit hjerte. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Og ord. Noter. Beskrivelser. Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Ørken, min elskede och darkness i de grønne glas. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

En. Var det markerne du kom fra? Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Ilden. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Afsavn. Udsagn. Bøgerne varslede en kommende tid. Træerne.

Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller.

Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Skoven forvandler sig til lysning og vand.

Der var noget som åbnede sig.

Ordene, små toppe af skum. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Sætningens ubeslutsomhed: De blå blink bekymrede mig ikke længere. Bøgerne tegnede deres egen retning. Så så jeg den tredje nat i iBookens dvælende øje.

Next step: vi lå på tærsklen af bevidstheden og svajede med svaneøgler og gøgl. Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer.

Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant