De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Blå. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Der løb sætninger ud af dine bryster, die, die, die. Det generte i skriften. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. For hvert lag af betydning i stenene.

Dine diamanter lyser i min mund. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

Et genert rum, et intimt rum.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Der hang figner henover udsigten.

Solstorm. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Sætningerne er et hav. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Afsavn. Udsagn.

Ikke søge ly i den flod. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge?Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge?

Ikke søge ly. Sætningerne er et hav. Altid er det dette langsomme blik. Jeg sad alene i solen.

Vores land. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed.Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Trak jeg dig med til de yderste bjerge? I bussen skrev jeg en sms til dig. Du må ikke forsvinde. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Jeg havde endnu ikke mødt dig. Du må ikke forsvinde. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Kan jeg skrive sådan? Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Der var intet som skulle glemmes. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Sad jeg alene? Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed.