Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Uforståelige sætninger at klæde sig i. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

På et stort stykke hvidt papir. Intimiteten i skriften Det handler om overfladen. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter.

Gennem hullet i hegnet. Træerne. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Grå. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Træerne. På en rude. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

På et stort stykke hvidt papir. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Sad jeg alene? Blå.

Du siger noget om solen. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Var det skovene du kom fra?

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Du siger noget om solen. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Ikke var muligt at komme derind. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.