Jeg forsvinder ikke. Og vi vågnede. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Kan jeg skrive sådan? Der var intet som skulle glemmes. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Stod imod, men skrev: intet. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg læste i aviser, i glemslen. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. Fra de lækreste gadgets finder vi en vej til at slå kedsomheden ihjel. Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest.

Har vi de samme øjne? Jeg læste dine linjer På en rude. Øjne af regn fra det travle. Jeg sad alene i solen. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. I hver dag gled rester af betydning med mig videre

Der var intet som skulle glemmes. Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Jeg går bare og venter på den fucking sol.Jeg går bare og venter på den fucking sol. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Sætningerne er et hav. Dine diamanter lyser i min mund.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Luften og jordens sange. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Der var noget som åbnede sig. Ilden. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Jeg prøver at forstå dette tilfælde:

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Var det skovene du kom fra? Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Jeg tænker smukke øjne.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Sandet. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Et brev. Oplæsning for intetheden. Solstorm. Muren omkring ordene. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Og en anden dag:

Sådan her sejlede mine nætter. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Jeg gik i den vildeste drone mens himlens funk trak i tøjet til natten tog over. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).