Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Alting bag alting. Jeg skrev mig vild i de dage. Du lyttede til mit heftige hjerte, hvert ord er en sol, der ikke kan brænde. Mening?

Uforståelige sætninger at klæde sig i

Intet ligger bag intet. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed. Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt.

Det gør ikke noget. Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest.

Glemmes? Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Glashænder. For hvert lag af betydning i stenene. De sidste par nætter sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Over murbrokkerne.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Derinde bag skoven. Jeg sad alene i solen.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Bagefter sad jeg i timer og læste. Kan jeg skrive sådan? I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Uforståelige sætninger at klæde sig i

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Jeg skrev intet ned i den periode. Ordene, små toppe af skum. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Hvem var det, der skrev:

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. For hvert lag af betydning i stenene. Noter. Beskrivelser. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Var jeg stille? millioner år gammelt glas i den lysende ørken. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Sådan noget. Sådan noget.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Grå. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Et genert rum, et intimt rum. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Kan jeg være i dette landskab?

Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Tidligere: at følge dig blik. At dette andet. Du må ikke forsvinde. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Tidligere: at følge dig blik.

Der lå figner på jorden. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Ordene, små toppe af skum. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.