Du. I bussen skrev jeg en sms til dig. Du, solen. Stod imod, men gjorde intet. Jeg, ikke dig. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Var det markerne? Hvorfor de yderste? Men mit sprog er ikke fjendtligt. Du. Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor.

At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Vigtigste. Ord. Muren omkring ordene.

I det tidlige: æggemaden, tomaterne, den kolde øl.

Mørket kaldte vi mørket. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Jeg var i din krop, og du? Solstorm. Ikke glemme floderne i ørerne.

Hvor længe havde du drevet i vinden? I natten, en fjern stemme, søvn.

Fugle flakser i diodenattens klirren. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Afsindighed. Udsalgsvarer. Og en anden dag: Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen. Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet.

Når jeg ser dig. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I bussen skrev jeg en sms til dig. Et genert rum, et intimt rum.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Et brev. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Jeg læste dine linjer

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Min ene pen er rød og den anden sort.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Der var en morgen, et stykke af himlen. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Min skrift er farvet af sig selv. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Der hang figner henover udsigten. Noter. Beskrivelser. Intimiteten i skriften På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Bagefter sad jeg i timer og læste. At forvandle dette rum.

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Solstorm. Og en anden dag: Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. Dine langsomme løgne er et lys i min himmel.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.