Der var en flimren i skærmen, en stemme, der talte bag mørket. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Nu skriver jeg igen på det stille. Kalken.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest. Diamantafkast.

De sidste par nætter sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Vi tænkte på nordlysets sitren i hemmeligheder inde i, inde i, inde i hinanden.

Nordlysets sitren i din stemme. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Regnvejrsmeteor. Sådan er det. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber.

Break my bones, sagde du, mit inderste er hvidt ligesom det meste af dit øje. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Ikke var muligt at komme derud.Ikke var muligt at komme derud. Ikke var muligt at komme derud. Ikke var muligt at komme derud. Ikke var muligt at komme derud.

Jeg skriver dagen igang, stille.Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg skriver dagen igang, stille. Vi har travlt. Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab. Det dybeste af alt er huden.

Ikke var muligt at komme derind. Ord. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Bordet vipper.

Den sindssyge himmel.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. Trak jeg de yderste?Trak jeg de yderste? Trak jeg de yderste? Trak jeg de yderste? At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Jeg ser sten, jeg ser vand, jeg ser kødklumper sprælle i en lys-lys idyl. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken.

Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Lyset samler sig indenfor og jeg kan mærke mit hjerte mod din hud.

Vi bliver verden. Giver det mening? Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Dine langsomme løgne er et lys i min himmel. Kan jeg være i dette landskab?Kan jeg være i dette landskab? Kan jeg være i dette landskab? Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Afsavn. Udsagn. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik.

I den første nat så jeg kun det matte mørke. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Stjernekontinent. I bussen til dig. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.