Hav d 2.10.17 10:18:49 til 10:19:35

Bøgerne tegnede deres egen retning. Sætningerne er et hav.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Var der virkelig ild et sted? At tale var blevet uoverskueligt. Der var intet som skulle glemmes. Dagene. Ugerne. Vennerne.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Samtale d 2.10.17 10:16:14 til 10:18:10

Var jeg?Var jeg? Var jeg? Var jeg? Var jeg? Som nu i morges: I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. Din kjole går op i øst og ned i vest. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Landskab d 26.09.17 12:05:12 til 12:06:04

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Landskab d 26.09.17 12:03:59 til 12:04:38

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?)