I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Det her er ingen leg. Bagefter sad jeg i timer og læste. Når jeg skrev dit navn i lyset, faldt en stråle fra månen ind af mit vindue. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Jeg tegnede din hud på alting. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Her er natten allerede langt bag mig.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Jeg skrev mig vild i de dage.

Glashænder. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Stod imod, men skrev: intet. Om andre byer, andre verdener. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Jeg skriver dagen igang, stille.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Bøgerne tegnede deres egen retning.

Jeg har skrevet et kort til dig. Oplæsning for intetheden.

Ilden. Sandet. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Var der virkelig ild et sted? Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Om andre byer, andre verdener. Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Et brev. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Bordet vipper.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?