Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. Og dén svimlende sindssyge, pop-up-love-story. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Træerne. Jeg har skrevet et kort til dig. Mail i november.
I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Sætningerne er et hav.
Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting.
Vi sad alene i natten. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).
Oplæsning for intetheden. I bussen skrev jeg en sms til dig. Solens sind. Skyen skjulte noget for fuglene. Har vi de samme øjne? Blå. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.
Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Og vi vågnede.
Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.
Når du siger mit navn, svarer min krop. Sætningerne er et hav. At tale var blevet uoverskueligt.
Blæste det virkeligt? Jeg skrev mig vild i de dage. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn.
Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Luften og jordens sange. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Og vi vågnede. Over murbrokkerne. Solstorm. I bussen skrev jeg en sms til dig.
På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant
Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.
Muren omkring ordene. Blæste det virkeligt? Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.
Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne
Altid er det dette langsomme blik.Altid er det dette langsomme blik. Under den blå, blå himmel. Det gør ikke noget. Jeg skriver dagen igang, stille.
Hvilken nat fulgte efter natten? Altid er det dette langsomme blik. Nordlysets sitren i din stemme.
Oplæsning for intetheden. Luften og jordens sange. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.