En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Et genert rum, et intimt rum. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Træerne.Træerne. Træerne. Træerne. Træerne.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Her er natten allerede langt bag mig. Zeitgeist. Shit. Show. Var det bare regnen?

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Hvem var det, der skrev:

Et udadvendt rum, et favnende rum. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Kalken. Alting ligger bag alting. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Vi taler om andre betingelser for nærvær. Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Derinde bag skoven. Fuglene hang på den blå, blå himmel. At forvandle dette rum til et andet. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.

Træerne. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Kan skriften være genert? Jeg bladrer i en tilfældig bog. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Oppe på bakken. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Det var før du kunne forsvinde. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Du må ikke forsvinde. Derinde bag skoven.

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.

Dine sætninger. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Nu er der en uro i kroppen. Altid er det dette langsomme blik. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.