Har vi de samme øjne? På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Stolen jeg sad på knirkede i solen.

Af alt det lysende, reflekterende, matte. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Når du ringer, hører jeg det ikke. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Jeg kunne mærke dit hjerte. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Skærmene stråler bag nætter, bag drømme // Track-back: Feed! Der lå figner på jorden.

Jeg sad alene i solen.

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Ring til mig uden grund. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Vi har hverken gardiner eller travlt.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Der var noget som åbnede sig. Brev i april. Lysene lyste.

Over murbrokkerne. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Stod imod, men skrev: intet. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. For hvert lag af betydning i stenene. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Om overfladen. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Har vi de samme øjne? Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger.

Det handler om overfladen.Det handler om overfladen. Det handler om overfladen. Det handler om overfladen.

Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Blæste det virkeligt? Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg har skrevet et kort til dig.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Bag træerne. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.