Landskab d. 25.04.15 11.19.33 til 11.23.15

Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. Havde du kysset en anden? Hvirvlende, stirrende, syngende. Ilden. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Luften og jordens sange.

Sætningen løb videre igennem kæben. Der var noget som åbnede sig. I bussen skrev jeg en sms til dig. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Ordene flår i det inderste.

Samtale d. 24.04.15 17.24.56 til 17.27.47

Alting ligger bag alting. Vi har gardiner. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Alting ligger bag alting. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. I bussen fulgte en samtale fraværet op. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. At tale var blevet uoverskueligt.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.

Hav d. 23.04.15 14.10.36 til 14.13.44

Under lillahimlens hvælv. Rundt på tingene. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn. Jeg så små rystelser. Gaderne drak igennem øjne af klarhed, øjne af lys.

Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed.

Det ,der hænger.

Samtale d. 23.04.15 14.07.23 til 14.09.39

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Det var før du kunne forsvinde. Jeg var nøgen. Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol.

Så var der en, der sejlede i solnedgangens ensomhed. Ilden.

Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Landskab d. 23.04.15 13.09.55 til 13.12.38

Uforståelige sætninger at klæde sig i. Glashænder. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Afsavn. Udsagn. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Stjernekontinent. Vi taler om andre betingelser for nærvær. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene.

Samtale d. 21.04.15 12.21.25 til 12.27.35

Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Vidste du det? Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Nu er der en uro i kroppen. Du siger noget om solen. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Vores land. Du kan være i dette landskab. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Jeg har skrevet et kort til dig. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Landskab d. 20.04.15 15.41.55 til 15.43.56

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Stod imod, men skrev: intet.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes g

Landskab d. 20.04.15 15.28.22 til 15.31.18

Jeg skriver dagen igang, stille. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Nordlysets sitren i din stemme. Jeg går bare og venter på den fucking sol. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. På en. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Samtale d. 20.04.15 10.47.14 til 10.49.20

Ord. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Sætningerne er et hav. Bussen skrev til dig. Af alt det skyggende, matte, reflekterende. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. I bussen fulgte en samtale fraværet op. Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Samtale d. 18.04.15 12.19.50 til 12.21.26

Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Glashænder.

Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.