Hav d. 3.06.14 14.49.49 til 14.54.28

Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. Dine sætninger.

Hvor vil det ødelagte sprog hen? Der er en som har taget sin trøje rigtigt på. Under den grå, grå himmel. Regnvejrsmeteor. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg skriver dagen igang, stille.

Du trak mig med til de yderste bjerge. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Landskab d. 2.06.14 13.22.09 til 13.23.12

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Hav d. 28.05.14 18.28.31 til 18.31.02

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. I bussen skrev jeg en sms til dig. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort.

Hav d. 28.05.14 14.42.37 til 14.47.49

I natten poppede samtalerne op. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Luften og jordens sange. Trak du de yderste bjerge? Den sindssyge himmel. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber.

Landskab d. 28.05.14 13.16.22 til 13.20.02

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg skrev intet ned i den periode.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Det gør ikke noget. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Samtale d. 28.05.14 12.06.12 til 12.07.49

Vi, de uddøde arter. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Hav d. 23.10.13 15.19.20 til 15.22.24

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Som at læse glemte aviser. Og vi vågnede. Det her er ingen leg.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Landskab d. 23.10.13 14.56.30 til 14.57.50

Noter. Beskrivelser. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Det er bare. Grå.

Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Da jeg vågnede, var jeg sikker: På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.

Hav d. 23.10.13 14.53.03 til 14.56.26

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Lyset i mine fjerne fingre: byen sluttede før den var begyndt. Under lillahimlens hvælv. Jeg hader at vågne og se dig vågne.

Jeg er gået i stå på tærsklen til natten.

Kullet.

Skyen skjulte noget for fuglene.

Landskab d. 23.10.13 14.43.15 til 14.44.56

Noter. Beskrivelser. Den tredje er ude. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Udsigten var håbløs.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Dette langsomme blik imod stenene. Sandet. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Hvem var det, der skrev: