Landskab d. 30.01.15 08.40.55 til 08.45.10

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Luften og jordens sange. Farvede ordene milde. Og et andet kluns: Hver morgen: Wow! At tale var blevet uoverskueligt. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Samtale d. 29.01.15 15.44.02 til 15.46.49

Jeg var i din krop, og du? Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Bordet vipper. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Afsavn. Udsagn. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Samtale d. 29.01.15 10.44.54 til 10.48.34

Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. Ved en sten:

Uforståelige sætninger. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Der åbnede sig. Markerne, du? Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Samtale d. 28.01.15 17.19.33 til 17.21.43

Jeg, ikke dig. Dine diamanter lyser i min mund. Jeg er på den anden side af havet. Sad jeg alene? Aftenens mørkning, lysene i byen, alting sover, alting gror. Ikke glemme floderne i ørerne. Du lyttede til mit heftige hjerte, hvert ord er en sol, der ikke kan brænde. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Samtale d. 28.01.15 08.56.29 til 08.58.32

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Bagefter sad jeg i timer og læste. Ikke søge ly. Det var kun fornemmelsen af ild, af vand, af lys, af måne, af din krops nære funktioner, larmen (der altid var stille). Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Som at skrive i nye aviser. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste.

Samtale d. 27.01.15 16.55.36 til 16.57.04

Er du på den anden side af havet? Jeg havde glemt den.

Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt. Du, du. Noter. Beskrivelser. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Farverne.

Vi har de samme øjne. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Sætningerne er et hav. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Samtale d. 27.01.15 16.54.31 til 16.55.33

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Muren omkring ordene. Det gør noget. Jeg kunne mærke dit hjerte.

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene. Som en anden nat, hvor det ikke var muligt. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Som nu i morges: Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

Hav d. 27.01.15 16.52.05 til 16.53.34

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Og vi vågnede. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Intet ligger bag intet. Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind.

Landskab d. 27.01.15 15.54.55 til 15.56.34

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Uden grund. Hvem var det, der skrev: Vi har travlt. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Jeg hviskede ind i din drøm.

Vi har travlt. Vi har travlt. Vi har travlt. Vi har travlt. Vi har travlt. Vi har travlt. Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære.

Samtale d. 27.01.15 15.51.28 til 15.54.51

Og ord. Jeg er på den anden side af havet. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne.

Jeg havde endnu ikke mødt dig. Du trak mig med til de yderste bjerge. Du må ikke forsvinde. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Sådan svarede du. Sætninger. Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.