Hav d. 21.08.14 09.35.03 til 09.39.06

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Grå. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. Intet ligger bag intet. Det her er ingen leg. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Det her er ingen leg. Det her er ingen leg. Det her er ingen leg. Det her er ingen leg.

Det her er ingen leg. Det her er ingen leg. Det her er ingen leg. Det her er ingen leg.

Hav d. 20.08.14 15.48.59 til 15.51.02

Jeg sad alene i solen. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Da jeg vågnede, var jeg sikker: Det gør ikke noget.

Ring til mig uden grund. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Da jeg vågnede, var jeg sikker: Da jeg vågnede, var jeg sikker: Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Da jeg vågnede, var jeg sikker: Da jeg vågnede, var jeg sikker: Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Da jeg vågnede, var jeg sikker: Da jeg vågnede, var jeg sikker: Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Samtale d. 20.08.14 10.09.10 til 10.11.52

Skriv mig ind i dine læber. Og vi, melankolske sovende, snakkende (chat, chat), vågnende, falder i kryds. Der falder binære sansninger ud af min mund.

Fuglene hænger bag himlens flommefede cardigan. Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne. Solens pind. Et wack rum, et rum for stars. Du flasher dine moves i den lysende nat. Jeg skriver på mine fjender, fak dem i hjernen.

Samtale d. 19.08.14 19.39.12 til 19.41.26

Ved den kyst, havets langsommelighed. Du kan være. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Ikke søge ly i den flod. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Samtale d. 19.08.14 18.26.26 til 18.30.07

Et sted er der en. Har vi de samme øjne? Ved den kyst, havets langsommelighed. Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger. Mørket kaldte vi bare for mørket. Ørken, min elskede och darkness i de grønne glas. Alene? At se dig. Nordlysets techno, synger du, er det fremmede sprog. Jeg går bare og venter på den fucking sol.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne.

Samtale d. 19.08.14 17.38.34 til 17.40.16

Det var ikke markerne jeg kom fra. Dine sætninger. Dine diamanter lyser i min mund. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.

Du må ikke forsvinde. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Jeg havde endnu ikke mødt dig. Vi har de samme øjne. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Samtale d. 18.08.14 16.32.40 til 16.36.00

På et stort stykke hvidt papir. Ord. Sådan er det. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Jeg er på den anden side af havet. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Kan jeg skrive sådan?

Kan jeg skrive sådan? Kan jeg skrive sådan? Kan jeg skrive sådan?

Kan jeg skrive sådan? Kan jeg skrive sådan? Kan jeg skrive sådan? Kan jeg skrive sådan? Kan jeg skrive sådan? Kan jeg skrive sådan? Kan jeg skrive sådan? Kan jeg skrive sådan? Kan jeg skrive sådan? Kan jeg skrive sådan? Kan jeg skrive sådan?

Kan jeg skrive sådan? Kan jeg skrive sådan? Kan jeg skrive sådan? Kan jeg skrive sådan?

Hav d. 18.08.14 16.18.15 til 16.21.26

Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Det gør ikke noget. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Et genert rum, et intimt rum. Kalken. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Samtale d. 18.08.14 16.12.44 til 16.18.11

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille.

Træk sletterne helt ned til klipperne. Jeg prøver at tegne dine sætninger. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Der var noget som. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.

Samtale d. 18.08.14 16.02.15 til 16.04.20

Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler.

Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken.

Sammen lå vi og kortlagde: Jeg hviskede ind i din drøm. Vigtigste. Og vi vågnede.

Ikke floderne i ørerne. Du mod de kommende kyster. At forvandle dette rum til et andet. Et sted derinde er der et lille funklende grønt.