Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen. Hvor længe havde du drevet i vinden? Om andre lande, andre folk. At tale var blevet uoverskueligt. Ordene, små toppe af skum. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. En regning. Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys. Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede? Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen.