Det generte i skriften. Da vi en nat fulgtes ned gennem vores.

Forsvinder ikke. Vi, de uddøde arter. Var det skovene du kom fra? Jeg har dig. Brev i april. På et stort stykke hvidt. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter.

Var der virkelig ild et sted? Sandet. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.