Mod de yderste bjerge. Intimiteten i skriften.

Stolen jeg sad på knirkede i solen. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Min ene pen er rød og den anden sort. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.