På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Whatever; nat efter nat. Om andre lande, andre folk. Blå. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

Jeg går bare og venter på den fucking sol. Var disse linjer virkeligt virkelige? Det er hvert eneste streetview fyldt op af vores arme og ben. Jeg går bare og venter på den fucking sol.

Jeg går bare og venter på den fucking sol. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Jeg går b