Ved den smuldrende beton. Ude i LED-nattens lys fandt jeg en lille bunke pinde (lol). Og vi. Sådan er det.

Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.