Du trak de yderste bjerge. Jeg lyttede til dit hjerte. Et sted derinde er der et lille funklende grønt. Indimellem sagde du nogle ord. Var jeg stille?

Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. Alting bag alting. De yderste kyster, en grøn sten. Jeg kunne mærke dit hjerte. Sætningerne er.

Da jeg lyttede blev jeg bange. I læberne i huden.