Du, solen.

Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde. Wow; dit wake-up-ansigt er for vildt i det langsomme. Som nu.

Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne. Nu skriver jeg igen på det stille. Vi er fresh af forelskelse, knus solen og månen mod vores læber: until dawn! Yir! Om andre lande, andre folk. Og en anden dag: Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Du må forsvinde.