Var mine ord en stadig søgen mod det forkrampede.

At en verden.

Du skrev ikke længere. Jeg, du, den. Der var en flimren i skærmen, en stemme, der talte bag mørket. Du mod de kommende kyster. Den skrøbelige. Vi er fresh af forelskelse, knus solen og månen mod vores læber: until dawn! Yir! Trak jeg de yderste bjerge? Jeg kunne glemme det, der glemmes.