Det er bare. Rifterne. For hvert lag af betydning i stenene.

Dine læber, dine læber, dine læber. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Ilden.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.