Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Et rum, et rum. Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab. Omkring de tøvende stjerner, tingene.

Var jeg? Humøret blandt flowdiagrammer af mørke, af lys. I mørket, diamanter, dine øjne.