Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Dine diamanter lyser i min mund. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Giver det mening?
Vi har gardiner. Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer.
Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.