Den sindssyge himmel. Grå. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. Gennem hullet i muren. Udsigten var håbfuld. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset. Månens sind. Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.