Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Vi bliver verden.
Sætningerne er en ørken. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Dette hurtige blik imod vandet. Farverne. I dagen var en nær stemme næsten vågen.