Jeg så små rystelser.

I natten, i søvn. Jeg var et dyb i, i dén der lå i den.

Kalken. Nordlysets sitren i din stemme. Byen.

Jeg går bare og venter på den fucking sol. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg har skrevet et kort til dig. Træerne.