Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Det dybeste af alt er huden. Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt. Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler.

Jeg var faldet: en plettet søvn, en dyb melankoli igennem landskabets sorg.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Vi har øjne. Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol. Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. Jeg ryster en tilfældig bog. Har vi de samme øjne? I natten, en fjern stemme, søvn. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Udsigten var håbløs. Ikke floderne i ørerne. Provinsen og gågadens sange. Lyset fulgte skyggerne og spejlede