Lå vi.

Dine diamanter lyser i min mund. Den skrøbelige. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Og stoffernes sammensmeltninger.

Intimiteten i skriften. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?