I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Du trak de yderste bjerge. Sådan noget. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Du må ikke. Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger.

Glashænder. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Jeg er på den anden side. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.