Giver det mening? Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Der var intet som skulle glemmes. Lysene lyste. Kalken. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Af alt det lysende, reflekterende, matte. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.