Sådan er det. Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Glashænder. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Nu skriver jeg igen på det stille.