Du mod de kommende kyster. Sad jeg alene?

Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Da jeg lyttede blev jeg bange. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.