millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje. På en rude. Havde du fundet en grøn sten? Ilden. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Vi er en samtale bag øjnene.