Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Jeg skrev intet ned i den periode. Havde du fundet en grøn sten? Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter. Ring til mig.

Vi, øjne? På en rude. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne.