Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Luften og jordens sange. Ikke den flod. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. I den første nat kunne jeg ikke finde ro, kroppen der manglede ved min side, stilheden. De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Sætninger talte igennem den syngende vind, kys mig, kære vind, kys mig igen.