Så trak dagen langsomt på øjne. Sådan noget. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Jeg var din krop.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Så var der en, der lyttede til skovene. Jeg, den skrøbelige sandhed. I bussen fulgte en samtale fraværet op. Det giver mening. Tingene tøver. Det gør ikke noget.