Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Af alt det lysende, reflekterende, matte. I horisonten lå en sort sky og skreg på de mindste detaljer. Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede?

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne.