Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Det giver mening.

Derinde bag bjergene. Solens sind. Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv. Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid. Jeg var din krop.

Sætningerne er et hav. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede? Og vi.